Det var med store forventninger, jeg stod ud af flyet i Paro, Bhutan, i marts 2013. 20 år var der gået, siden jeg producerede tre dokumentarprogrammer til DR fra det lille kongerige på størrelse med Danmark.
Allerede på turen til hovedstaden, Thimphu, var forandringerne tydelige: Thimphu er vokset til det tredobbelte, og der bygges forsat næsten alle vegne. Urbaniseringen og centraliseringen i hovedstaden slipper Bhutan altså ikke for.
Vi fik bekræftet, at et samarbejde med Bhutan Center for Media and Democracy er det helt rigtige, når vi ønsker at bidrage til at gøre unge bhutanesere til oplyste og kritiske demokrater i et land, der meget længe har været enevældigt monarki. Uden tv og kun med én avis, da jeg var der for 20 år siden.
Forhåbentlig bliver det til en længere tur og mere undervisning på bhutanesiske colleges forår eller sommer 2014. Spændende at være med i en demokratiseringsproces og en nu helt fri og kommerciel presseopbygning i Verdens yngste Demokrati.